Photoshoot – Photography by Larsen

For omkring 2 års tid siden, lavede jeg lidt frivilligt modelarbejde med 2 fotografer, det var super sjovt og spændende men efter jeg blev syg og lukkede mig meget inde, var det rigtig svært at vedligeholde den del af min hobby. Jeg faldt i snak med Søren, som jeg fik lavet an aftale med – da jeg tænkte nu var det på tide at komme lidt ud igen og prøve det af. Søren havde en glimrende ide, til et shoot – nemlig et photoshoot med kaffe som tema. Jeg var solgt, og det var en så sjov og hyggelig oplevelse. Jeg tænkte jeg lige ville dele et par af resultaterne med jer herinde.

Søren har forresten en facebook side, og hvis du skulle gå hen og blive glad for billederne, så kan du altså finde hans side lige Her – hvor du altså kan se mange flere billeder fra ham af.

DSCF2047

DSCF1978

DSCF1962

DSCF2008

 

Advertisements

Mit liv med angst og depression

Jeg har fået mod til mig, og jeg vil rigtig gerne dele dette meget personlige blogindlæg med mine læsere. Normalt er jeg ikke typen der snakker med folk omkring så personlige ting, som dette. Jeg har angst og depression,  og jeg vil derfor rigtig gerne fortælle jer lidt mere om mig selv og min “sygdom”.  Det kan jo være der sidder nogle der har eller har haft det på samme måde, hvis der er er I meget velkommet til skrive til mig.

Hvordan startede det og hvornår blev det opdaget?

Jeg gik rundt et halvandet års tid og havde det sindsygt underligt. Det er det seneste halve til hele år der har været det sværeste for mig. Der var en lang periode, hvor jeg begyndte at få smerter, og faldt meget på mit energi niveau. Med en fortid med grov mobning, deskrimination af hudfarve og adoption og ubehagelige oplevelser derfra,  vidste jeg godt at jeg ikke var helt lige som alle andre. Jeg havde det rigtig svært nogen gange, men jeg holdt tingene for mig selv. Jeg har 3 biologiske søskende, som jeg har været vant til at tage mig af – så at sætte mig selv i første priotet har aldrig været en mulighed for mig, før Jeg var faldet ordentlig til i Danmark.

Men det her var noget helt andet. I skolen kæmpede jeg for at følge med, med den smule energi jeg havde. Det var en forfærdelig følelse, at gå rundt og føle sig virkelig skidt og ikke vide hvad der var galt med en? Var der overhovedet noget galt med en, eller var det bare sådan her man var?      Jeg havde flere og flere nedture. Til sidst begyndte jeg at få en del fravær i skolen, låste mig inde på mit værelse og  lavede på daværende tidspunkt ikke andet end at sove hele dagen væk. Om morgenen, var det som om at der var en kæmpe sort sky over mit hoved og jeg havde ikke energi til at stå op om morgnen. Jeg blev vildt rasende uden grund, og havde en voldsom lyst til at gøre skade på selv – ja generelt ville jeg bare straffe mig selv, af en eller anden grund jeg ikke anede noget som helst om.             Mine forældre fik mig derfor til en psykolog, hvor snakken gik sindsygt godt, det var rart og en lettelse for mig, at der var en som lyttede og var så nærværende og i mit tilfælde rolig.  Hun fandt efter kort tid frem til at min tilstand var rimelig alvorlig, derfor sendte hun mig til en psykiater – hvor jeg gennem end masse prøver  fik stillet en diagnose på moderate/svær depression med noget angst over. Jeg kom i behandling, en behandling jeg stadig er igang med – hvor psykolog samtalerne er det vigtigste og der sker hele tiden fremskridt. Det lyder for mig skørt at kalde det en sygdom som sådan, men det er det jo – så det giver god mening. Min psykolog og jeg har fundet frem til, at det højest sandsynligt bunder i noget helt tilbage fra dengang jeg blev adopteret, og min barndom i Indien. Jeg var ret gammel da jeg blev adopteret til Danmark. Jeg har post traumatisk stress, blandet med angst og depression. Rigtig god blanding… Jeg havde aldrig selv gættet, at min angst er tilbage fra tidligere oplevelser fra mit liv, men efterhånden giver det god mening.

Der er min sygdom, og der er mig:

Det er en god måde at sige det på, der er min sygdom også er der mig. Mig selv som person, er den person jeg plejer at være og sådan jeg kender mig selv bedst. Jeg griner, jeg har masser af energi, jeg passer min skole, mit arbejde, jeg passer på de mennesker jeg elsker og synes godt om mig selv og det jeg står for. Jeg er som person meget social, jeg elsker at snakke med mange forskellige mennesker og er meget hjælpsom.

Min sygdom derimod, har du mødt den? Den gør mig træt, sur, angribende, får mig til at råbe, men også til at sidde stille og græde, jeg kan nogen dage hulke og græde meget højt, og for det meste er der ikke rigtig nogen grund til min gråd. Den får mig til at føle mig utilpas, grim, uelskelig, forfærdelig, den giver mig sindssyge tanker, og lysten ikke  at være til. Den gør mig rasende, og fremstår mig som egoistisk og indelukket. Jeg har ikke lyst til at se nogen som helst mennesker, og nej jeg kan heller ikke overskue at passe på  mine venner eller nogen som helst andre. Med alle de her ting susende rundt i hoved og krop, har jeg ingen overskud, dårlig selvtillid og rigtig meget koncentrations besvær.

Men som I kan se, er der en meget tydelig forskel, og det er meget vigtigt at vide med sig selv. Er det mig selv der taler lige nu, eller er det min sygdom som lige gør sig til?

Hvad Kan man gøre for at få det bedre, hvad gjorde jeg selv?

Tag til en psykolog, få snakket om tingene, opsøg en psykiater og forhør dig om hvordan du har det og hvad de har at sige – det er nemlig begge mennesker med en meget meget lang uddannelse, som har brugt rigtig lang tid på at blive gode til det de gør. Så det er virkelig en god ide, at benytte det – det er jo det de er her for. Jeg synes tit at disse mennesker bliver nedgjort eller sat i bås, hvilket jeg synes er vildt ærgerligt! Jeg hører tit, om folk der synes det er et nederlag at gå til psykolog eller lignende. NEJ det ER et nederlag at du ikke tager vare på dig selv og opsøger og tager imod hjælp når du har brug for den! Jeg tog meget ansvar, også i min sværeste syge periode – jeg fik meldt ud til lærere, folk til frittidsaktivtier og mennesker omkring mig hvordan jeg har det og det gav dem en forståelse og mulighed for at hjælpe mig bedst muligt. Folk kan meget bedre tage hensyn, være forstående og hjælpe dig når du fortæller dem omkring hvordan tingene ser ud fra din side af. På den måde tager du også ansvar for dit liv, Så er det dig selv der styrer dit liv – og ikke sygdommen der gør det. Jeg har selv fået masser af hjælp fra mine forældre, min studievejleder, læge og min kæreste. De er tilsammen, og hver for sig for den sags skyld – en støtte jeg ikke vil kunne være foruden især lige nu i denne hårde tid.

Hvordan har jeg det nu? 

Det er mig en kæmpe glæde, at skrive at jeg er i forbedring. Jeg er flyttet hjemmefra og har boet med min kæreste et års tid snart. Jeg er stadig i behandling og den hjælper mig rigtig meget. Jeg ved godt, at der kan være folk som er meget imod sådan noget, det var jeg også selv, ind til jeg blev klogere inden for det. Det virker for mig, så det er jo dejligt. Jeg har mere overskud til at stå op. Fordi min situation blev forværret her i efteråret, holder jeg lige nu et halvt år fri fra skolen for at blive rask til at starte op igen og færdiggøre min uddannelse. Det er en beslutning jeg er rigtig glad for, nu skal jeg nemlig bare have lidt tid til at tænke på mig, gøre end masse gode ting for min krop og sjæl og det var faktisk også i den forbindelse jeg valgte at starte min blog op. Jeg har stadig mine sindssyge nedture, men hey det har vi jo alle og bare det bliver I færre og mere normale mængder, jamen så er det jo helt på sin plads.

Mine vigtigste råd til dig som går rundt og har det på samme måde

  • Snak med nogen, om det er din forældre, en psykolog, en ven eller nogen helt andre, så er er det vigtigt at du får talt med nogen som lytter. Det vil give dig en indre ro også får du heller ikke følelsen af at være helt alene med det hele. 
  • Spørg om hjælp, der er så mange (til tider også mig selv), som ikke får spurgt om hjælp, jeg ved ikke hvorfor det nogen gange er så svært. Er vi for stolte til at spørge om hjælp? er det et nederlag? Hjælper du ikke meget gerne andre, hvis de spørger om din hjælp? Du kan bruge den motivation til at søge hjælp.
  • Anerkend hvordan du har det, for tro mig, jeg taler af erfaring når jeg siger at det bliver værre, når du ikke acceptere din situation og tager ansvar for hvordan du har det. Du må gerne være ked af det, og nogen dage græder du altså bare helt uden nogen grund, og du græder og græder og det er helt okay. Det var noget af det sværeste for mig – at acceptere hvordan jeg havde det og lade mig selv ha’ det som jeg har. Det skal selvfølgelig være i begrænsede mængder, for du skal selvfølgelig også kunne se fremad og rejse dig. 
  • Find noget der er dit, noget som gør dig glad og gør det når tingene ser aller værst ud. Det kan være at ligge og høre musik, tegne, danse, træne, kramme en du holder af eller noget helt andet, men det vigtige her, er at du skal vænne din krop til lidt godt du kan lide hver dag, så alt det negative ikke får lov at overtage. Her kan du også lave en lille liste med 5 gode ting, hver dag – nogen synes det kan være lidt skørt… men Det er faktisk en super god øvelse, for det meste handler om dit sind. Det vil også helt klart være med til at gøre dig til et lidt mere positivt menneske i hverdagen. 
  • Tro på dig selv, det her er det sværeste ved det hele. For der er og vil være perioder hvor det ikke rigtig kan lade sig gøre, og man mister håbet fuldstændig – men kæmp og tro på det så meget som du kan, også omring dig med gode mennesker, som kan hjælpe med at tage lidt at kampen for dig, når det er aller værst. 

Jeg håber I alle er kommet godt ind i det nye år, jeg har ihvertfald selv fået en god start og jeg glæder mig til at se hvad det her år bringer mig. I følge mig selv, kan det kun blive bedre fra nu af.